Tilbage

Central affaldssortering – Ja tak.

Skrevet af Jesper Ronald Jensen, 5. November, 2025

Kravene om, at alle danskere skal sortere affald derhjemme, har resulteret i, at vi nu sorterer i mere end 10 forskellige spande. Det er besværligt for alle – men værre endnu: Det virker ikke særlig godt. Nye beregninger viser, at det kan koste helt op til 23.500 kroner at spare ét ton CO2 ved at sortere plast i hjemmet. Og det er endda uden at regne borgernes tid med.

Samtidig ender meget af det, vi sorterer, alligevel med at blive brændt. Centrale sorteringsanlæg – som man kender det fra Norge og Holland – kan potentielt gøre det både billigere og mere effektivt. En undersøgelse fra Fyn viste, at centralsortering ville give bedre klimaeffekt, men da kommunerne bad om lov til at prøve modellen, fik de afslag fra staten. Det giver ikke mening. I stedet for at bestemme, hvordan kommunerne skal sortere, bør staten sætte klare mål for, hvor meget vi skal genanvende og i hvilken kvalitet – og så lade kommunerne vælge den løsning, der virker bedst lokalt.

Jeg synes at det er på tide, at vi vælger den løsning, som er bedst og billigst for miljøet, så vi også samtidig slipper for at være skraldemænd i eget hjem til skade for miljøet. Robotter med AI kan væsentlig bedre sortere affaldet til gavn for dig og mig og for miljøet.